Jeg vil bare have et kram.

Min lille pige har den finurlighed at hun udtrykker noget, som i virkeligheden skal betyde noget andet. Noglegange tænker jeg, at vi som forældre må være helt specielle, siden vi har fået sådan en datter, der er så udfordrende at gennemskue. Min lille pige kan råbe og skrige kalde alle for røvhuller og kaste sig i gulvet. Hun kan kaste med ting, kradse,trampe og skabe sig fuldstændig tosset. Et hvert normalt menneske inklusiv migselv og ikke mindst hendes store brødre, ville blive vred og forlange at sådan en adfærd stopper øjeblikkeligt, for derefter at tale om det, der forstyrer hende. Men det er ikke muligt at komme igennem med ord eller hidsige armbevægelser, ligeldes er der heller ikke udsigt til ro, hvis hun bliver sendt... rettere slæbt.. på sit værelse. Modsat hendes vredesudbrud som helt lille, hvor man ikke kunne nå hende , hverken ved tæthed tale eller ved bare at være der, er det nu på besynderligeste vis blevet til at alt det er forduftet til fordel for et kram og en stille, rolig og særdeles anerkendende stemme. Så alle de dårligdomme handler bare om at få nærværd.... vi har talt med hende om at det ikke er så hensigtsmæssigt at kalde folk for røvhuller, smide bøger efter dem og skrige som en gal hvis man ønsker et kram fra dem, men som alting med min lille pige, tager ny lærdom tid.... meget tid.