Barsel

Min lille datter kom hjem fra sygehuset og alting var fint. Hun sov rigtig meget, nogle gange var hun kun vågen i 4 timer i døgnet. Hun havde et utroligt behov for at ligge tæt, varmt og trygt, hvilket der jo heller ikke var noget galt i.

Jeg mindes at have veninder henne og se guldklupen 14 dage efter at hun var født og hun skreg hele tiden, men det er der jo igen mange der gør.

Først senere da hun var omkring 3-4 måneder begyndte det at være anderledes. Jeg kunne ikke have hende med ud at besøge nogen for så skreg hun hele tiden, jeg kunne ikke have nogen på besøg for så skreg hun vanvittigt. Kørte vi turer med barnevogn og nogen kom og hilste på, kunne hun græde i op til en time bagefter, hvis de havde rørt hende på kinden eller kigget på hende.

med andre ord blev det en forfærdelig ensom barsel for mig.

Da hun var 7-8 mdr, blev vi i familien enige om at vænne hende til at blive passet af andre, men gang på gang ringede selv de mest hårdføre, at det simpelhen virkede som et overgreb, når den lille pige skulle skrige så meget og uafbrudt og hun ville ikke holdes og man måtte ikke kigge på hende. Hun bare skreg og skreg.

Jeg endte med at gå hjemme med hende alene og når jeg gik ud måtte jeg bede folk om ikke at snakke med hende for som jeg har sagt mange gange" hun kan ikke lide mennesker".

Da hun var 9 måneder, kom hun til fysioterapeut fordi hun ikke var begyndt at kravle og heller ikke forsøgte.

Det var det første sted hvor begrebet "hyper sensitiv" blev brugt, jeg husker fysioterapeutens ord" bare gør hverdagen så enkel som muligt". og det gav et voldsomt pusterum.

Jeg læste alt om hyper sensitiv, og når jeg siger alt , så var der på det tidspunkt stort set intet, udover bogen" særligt sensitive børn", som jeg i den grad slugte.

Jeg lærte en del om min datter gennem den bog , men også en hel del om mig selv.