dagpleje

I går mødte jeg en bekendt hos grønthandleren. Hun stoppede op og hilste på og sagde så henvendt min datter. ” det går da meget bedre med hende nu”, jaa, sagde jeg og kunne ikke helt finde ud af hvad hun hentydede til.
Ja, jeg kan da huske da du havde hende med til fællesspisning, hvordan hun bare græd og skreg hele tiden og du var nød til at sidde ude i gangen med hende.
Ak, ja det havde jeg lykkeligt glemt, for min datter er i rivende positiv udvikling.
Men det er sandt, sociale sammenkomster var bandlyst. Mange mennesker spurgte mig om hun var blevet undersøgt for autisme eller en psykisk lidelse.
Og det blev i det hele taget for meget hele tiden at skulle besvare undrende spørgsmål om hendes personlighed og temperament.

Så blev det dagpleje tid.

Min datter skulle starte i dagpleje. Jeg havde ønsket vuggestue, men det var helt umuligt og pludselig fra den ene dag til den anden fik vi en dagplejer tilbudt og jeg havde ikke mulighed for at vælge hende fra.
Og heldigvis for hun viste sig at være den bedste dagpleje jeg kunne forestille mig til min datter. Hun var meget opmærksom på min datters velbefindende og at alting gik i hendes tempo.
Men afleveringen var ulidelig, hun skreg i flere timer og hele gaden hvor dagplejen lå, snakkede om hende og sendte medlidende blikke når jeg skulle aflevere. Efter 7 lange måneder stoppede hun med at skrige ved aflevering og kørte ind i den rutine der var sat op for hende.
Snart gik det op for både dagplejer og jeg at genkendelige rutiner ned til mindste detalje, skabte en utrolig tryghed hos min datter, eks:
Min dagplejemor havde lært børnene at tage skoene af inden de gik ind, det havde kørt godt hele sommeren, men nu blev det vinter og hun havde netop fået et nyt lille barn, derfor valgte hun at ændre det til at de kunne tage skoene af i gangen, til min datters store fortvivlelse.
Det var meget vigtigt for min datter hvordan jeg smurte madpakken, hvilken kop hun fik, hvordan vi sad ved bordet og en masse småting, som man hele tiden skulle være på forkant med for at få hverdagen til at hænge sammen så smertefrit som muligt.
I starten rejste hun sig ikke hvis hun var blevet sat, hun søgte ikke selv nye udfordringer og ville kun sidde ved hendes dagplejemor, men med tiden åbnede hun op og blev mere deltagende og mindre observerende.
Men så var der gæstedagplejer, det gik simpelthen aldrig, hun skreg når vi kørte en anden vej om morgenen og skreg hele dagen hos dem og hun nægtede at spise. Jeg kunne næsten ikke gå på arbejde fordi jeg vidste hvor hårdt det var for hende, og dagplejen og de andre børn.
Jeg blev ringet op på arbejdet de første par gange fordi det simpelthen ikke kunne lade sig gøre at passe sådan et barn, hun lå og skreg i et hjørne og havde gjort det i flere timer. Gæstedagplejen havde i samarbejde med andre dagplejer vurderet at det ikke var muligt.
Men tiden gik og min dagplejemor tog ofte på besøg hos den samme dagplejemor som skulle tage min datter i gæstedagpleje i en 3-ugers ferie periode. Jeg frygtede det værste, men talte meget om det og forberedte så godt jeg kunne, selv om der kom gråd hver gang vi snakkede om det.
Alligevel tog hun de 3 uger uden nævneværdigt bøvl, Yes!