Børnehaven

Efter 1,5 år i bekymring for den dag der skulle komme hvor, min datter skulle starte i børnehave, kom dagen.

Jeg havde undersøgt børnehaver i en omkreds af 10 kilometer fra vores hjem, for jeg vidste hvor vigtigt det var ikke mindst for mig, at det var en lille gruppe med søde artige børn.... for det er alle børnehavebørn jo:-) Jeg håbede til det sidste at dagplejepædagogen ville gå med til at forlænge hendes ophold i dagplejen, bare for at gøre hende mere klar.

dagplejepædagogen vurderede dog til min store frustration, at min datter var klar.

Jeg frygtede det værste. Når en pige som min , der i forvejen var bange for mennesker, bange for mange mennesker, bange for nye mennesker, ikke kunne tale rent og nægtede at tale i forsamlinger og som i den grad levede af ekstrem tryghed, hvordan skulle det ikke gå... ak ak.

Jeg lå vågen mange nætter. Jeg overvejede konstant min situation, skulle jeg blive hjemme og leve af vandgrød og luftboller, men med en tryg datter eller skulle jeg bide det i mig.

Men så skete der pludselig mange ting på en gang. Ingen af mine ønskede institutioner var med plads og jeg fik 3 andre valg, som jeg ikke kendte noget til og heller ikke havde i sinde at kende noget til...., desværre var det realiteten.

Jeg besøgte en af institutionerne og den emmede af ro, selv om der var 66 børn i huset, - jeg var solgt og valgte den med det samme.

Jeg skrev et brev til institutionen om min datter og hendes personlighed og skrev hvad vi havde erfaret i dagplejen.

Da jeg mødte op, som et nervevrag med min datter den 1. dag lød det ca. sådan her:

mig: hun er bange for mennesker

pæd: det er også en stor omvæltning, vi skal nok gå langsomt frem

mig: hun kan ikke tale rent

pæd: hun har også haft mange ting at se til, så det kommer nok.

mig: hun lærte først at gå over en kantsten i sommers, da hun var 2,4 år.

pæd: før du aner det vil hun svinge sig i træerne, for her er masser af forbilleder

mig: hun er hyper mobil

pæd: sådan nogle børn har vi haft, det ved vi en del om.

mig: hun er hyper sensitiv

pæd: jeg er selv hyper sensitiv, og vi har meget fokus på det her på stuen.

Allle bekymringer forsvandt og min datter blomstrede i børnehaven.

Senere læste jeg at det var vigtigt at man som forældre, satte sit hypersensitive barn i så mange sociale situationer, som muligt så det blev en naturlig ting for dem at begå sig mellem mennesker.

Mange der har været beskyttet i sådanne situationer eller som ikke har lært at indgå i en relation med et andet barn, vil senere hen være dem der har svært ved at få venner eller som vil gemme sig for ikke at skulle mænge sig og derved blive overset.

Min datter kan en masse ting nu, hun er stadig bange for nye mennesker, men nu dækker hendes trykhedskreds et langt større felt af mennesker.