Trods og raseri

Så kom trodsalderen, bedre sent end aldrig....
En typisk episode er, som den der udspillede sig her den anden dag.
Vi kommer hjem fra børnehave og min datter bestemmer sig for at hun ikke vil tage overtøjet af. Hun skriger og piver, for at få andre til at tage det af hende.
Hendes altid meget hjælpsomme storebror kommer og vil tage tøjet af hende, "kun dig moar" råber hun.
"jeg tager ikke tøjet af dig, vi kan hjælpes ad, du tager huen af så tar jeg resten", siger jeg.
Så bryder helved løs, hun kaster sig på gulvet hammer med fødderne og skriger..... ( for forkælet eller trodsig) Hun får lov at ligge.
Men skrigene aftager ikke- de kan uforandret i styrke blive ved i en time... hun har jo øvelse.
Enhver person der vover sig i nærheden af hende, eller bare går forbi hende når de skal i køkkenet, minder hende om, at hun bare skal tage huen af, så får hun hjælp.
Efter alt for lang tid og hun stadig nægter flytter jeg hende ind på værelset, bare for at få lidt ørenlyd.
Men så kommer det berømte opkast-trick. I ren arrigskab laver hun opkast bevægelser og frem provokere opkast.
Spørgsmålet er hvor langt man skal gå!!
Endnu engang får jeg hende sat, mens jeg taler til hende som om vi lige er stået ud af den sjoveste luftgyngetur og alt det her aldrig er sket.
" kom tag du huen af, så hjælper jeg dig med resten"
Hun tager huen af.....
Tører snottet af i ærmet og spørger om hun må få en kiks.