Hvornår lærer jeg det.

Jeg stiller stadig krav til min datter, som om hun var en ganske almindelig ikke- sensitiv pige og vi ender i vanvittige problemfyldte situationer der kun munder ud i at jeg er vred og fortørnet over hendes stædighed, og hun er er sårbar og bange over min ufølsomhed. I går skulle vi et smut til købmanden, ikke noget vi plejer at gøre lige pludseligt, men vi har ligget med skoldkopper, umiddelbart raske, men bare med skoldkopper, så noget må jo ske. Jeg forbereder fra morgenstunden af, at nu skal vi altså til købmanden i dag og hun er velkommen til at cykle derhen. I første omgang er hun i hvertfald ikke interesseret i at cykle, men jeg kender hende jo, der skal tygges lidt på det og så vil hun pludseligt helst cykle. vi cykler og alt er i skønneste orden. Vi styrer udenom de farlige hunde der spiser mennesker og verden er lyserød. vi køber ind uden synderlige problematikker. Men rød lampe- det er koldt og moren fryser og vil gerne hurtigt hjem ( at cykle med min datter er lidt sneglefart) jeg foreslår at vi tager en anden men hurtigere vej hjem, jeg har kørt den mange gange, min datter har fornyligt gået den. Vi trækker cyklen op ad bakken, ja den er hård, men vi ved jo at legepladsen er for enden og så er vi næsten hjemme. Så sker det at alt bliver for meget, en lille hund ser pludselig meget farlig ud, en knalleret er klart ved at køre hende ned og cyklen kan ikke køre mere. Jeg fryser jeg vil hjem, kører der inde i midt hoved. Jeg cykler og siger hun skal følge med og at hun er dygtig og skal komme op på den cykel, men lige lidt hjælper det. Nu kommer gråden og skriget: MoAR du skal passe på mig, MOAR du skal være hos mig Moar. Alle rækkehuse- have-folkene lige ud til stien, vover sig ud i kulden for at se hvilken en forfærdelig mor, der går der med sin datter. AK AK AK, hele vejen hjem. tænker jeg: hvorfor tog jeg ikke den lange men lige vej hjem!!!