Skrigeture

skrigeture, var ren dagligdag.
Vi fandt hurtigt ud af at det var en reaktion på,dagens strabadser og ikke mindst udforudsigelige strabadser.
En uge i januar måned besøgte vi familie i Spanien. Vi havde ikke planlagt det helt store, bare ned og hilse på Oldemor, som bor på 25. år ved den spanske kyst.
For at slippe for uhørte priser og enlænder i baghaven, valgte vi at tage derned i januar måned- absolut ikke en badeferie:-)
Det jeg husker fra den ferie er evindelige skrigeture, vugning hele natten og et besøg på privathospital.
Jeg husker en rolig morgen hvor en løbetur efter bussen ændrede sig på et splitsekundt fra idyl til kaos og holdt resten af dagen.
Konstant piveri og utrykhed. Jeg gør det aldrig igen svor jeg op til flere gange.
skrigeturerne blev mere tydelige reaktioner på overstimulering med tiden og vi blev også klogere.
I starten ville hun ikke holdes, hun rev og sparkede og bed hvis nogen kom i nærheden.
vi bar hende ind i tremmesengen som var polstret så hun ikke slog sig selv i vrede og der kunne hun ligge i op til en time og skrige. Bagefter var der ro og vi kunne hente hende ind, som om alting var i den skønneste orden.
Ofte gik vi på arbejde med skrammer og bidemærker.
Skrigeturerne blev med tiden mere komplekse, i tider med sygdom kunne de komme ud af den blå luft. de kunne komme hvis man ændrede stemme, hvis jeg bad hende om noget hun ikke gjorde og hævede stemmen, kunne hun knække helt sammen og bare græde uafbrudt og nægte al kontakt.
I trodsalderen, blev det svært at vurdere om noget af det var bevidst og i såfald hvordan jeg skulle reagere for at få det største positive udbytte.